Alle børn og unge fortjener gode ferieoplevelser, fællesskab og minder, de kan tage med sig videre i livet.
Men ikke alle familier har mulighed for at give deres børn ferieoplevelser eller pauser fra hverdagen. Derfor arrangerer Ungdommens Røde Kors i samarbejde med bl.a. Røde Kors Ringsted ferielejre for børn og unge, hvor fællesskab, tryghed og oplevelser er i centrum.
Ferielejrene er et gratis tilbud til børn og unge, som trænger til et pusterum, nye relationer og positive oplevelser sammen med andre. For mange bliver lejren et sted, hvor de får nye venner, styrket selvtillid og følelsen af at høre til i et fællesskab.
Hvordan foregår det?
Der er to typer ferielejre – én for børn i alderen 7-13 år og én for unge i alderen 14-17 år. Fælles for dem er, at børnene og de unge deltager i hyggelige og sjove aktiviteter sammen med frivillige og andre børn og unge. Hos os er det kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad vi kaster os ud i af sjove og gode oplevelser. Det kan være alt fra hygge omkring bålet, sport og kreative aktiviteter til udflugter, lege eller fælles aftener med grin og gode historier.
Det vigtigste er, at der er plads til alle, og at børnene og de unge oplever nærvær, tryghed og fællesskab i rammer, hvor ingen behøver at føle sig udenfor. Vores frivillige voksne skaber en tryg og omsorgsfuld ramme omkring lejren og sørger for, at alle bliver set og mødt i øjenhøjde. Mange børn vender hjem med nye venskaber, større mod på fællesskaber og minder, der varer længe efter ferien er slut.
Praktisk information
- Det er gratis at deltage.
- Barnet/den unge skal bo og/eller gå i skole i Ringsted Kommune.
- Pladserne er tiltænkt børn, der har behov for en god ferieoplevelse – og hvor deltagelse i en gratis ferielejr er eneste mulighed for at få denne oplevelse.
- Tilmelding til lejrene åbner i efteråret, året før ferielejrens gennemførelse. Hold øje med Røde Kors Ringsteds opslag på Facebook for flere detaljer om tilmelding eller kontakt aktivitetslederen (se nedenfor).
Vi håber, at kommunens skoler vil medvirke ved at opfordre de helt rette børn og unge til at søge om en plads på en ferielejr.
Bliv frivillig
Har ovenstående inspireret dig til at indgå i det team i Røde Kors Ringsted, der finder og udvælger børn og unge til årets ferielejre, kan du kontakte aktivitetslederen (se herunder). Sammen kan vi være med til at give flere børn og unge gode ferieoplevelser og stærke minder.
Kontakt om ferielejre hos Røde Kors i Ringsted
Mail: kirwie@rodekors.dk
Telefon: 4094 9555